Fødselsforberedelse

I Danmark undervises der i fødselsforberedelse på private og kommunale kurser. De vordende mødre går på disse kurser de sidste 3-4 måneder før fødslen. Der undervises i optræning af de muskler der især belastes under svangerskab og fødsel, i afspænding, i vejrtrækningsteknik og endelig i svangerskabets og fødslens forløb.

Kurserne ledes som regel af en afspændingspædagog eller en fysioterapeut. I tilslutning til kurset afholdes ofte en forældreaften hvor feks en jordemoder eller læge fortæller eller viser film om, hvordan en fødsel foregår. Der kan også være en socialrådgiver til stede, som kan give oplysninger om hvilke muligheder der findes for personlig, social og økonomisk bistand.

Det er en god ide at deltage i disse kurser. Jordemoderen ved hvor og hvornår de afholdes. I nogle få tilfælde, feks hvis der er risiko for en abort, kan lægen fraråde det. Han skal altså spørges inden.
Optræningen af især ryg og bugmuskulaturen bevirker at moderen befinder sig bedre.

Hun kan bedre klare det besvær, den stadig voksende mave medfører. Rygmuskulaturen belastes af den større vægt foran. Denne belastning kan give unødvendige spændinger, men modarbejdes gennem øvelserne. Man skal selvfølgelig også træne hjemme og gøre de øvelser man har fået besked om.

Det er især vigtigt at træne bækkenmuskulaturen, så den ikke bliver slap. Man øver sig ved at knibe sædet sammen, ligesom når man skal holde sig. Knibeøvelserne udføres ved, at man så kraftigt som muligt trækker bækkenbundsmusklerne sammen, de muskler der bruges, når man skal holde på vandet eller afføringen.

Indtil bevægelsen er indarbejdet, kan man hjemmeøve sig ved at føre to fingre ind i skeden og knibe sammen om dem. Knibeøvelserne skal gøres mange gange om dagen. Der er intet bedre middel til at forebygge livmoderfremfald. Efter fødslen kan moderen få lidt besvær med at holde på vandet, især når hun hoster eller nyser eller på anden måde anstrenger sig. Bækkenbundsmusklerne, der som nævnt også omfatter urinrørets lukkemuskel, bliver nemlig ret udspilet under fødslen.

Knibeøvelserne, som man har øvet under svangerskabet, tjener ligeledes til at modvirke, at disse gener opstår. De indgår derfor også i de barselsøvelser, moderen bør begynde med så snart hun er kommet sig efter fødslen.
Afspænding er endnu vigtigere end optræningen, selvom den ikke erstatter den på nogen måde. De sammentrækninger af livmoderen, der kaldes veer og som langsomt driver barnet ud af livmoderen, medfører smerter. Disse bliver lettere at udholde, hvis man har lært at slappe af imellem sammentrækningerne. Angsten for smerte, får mange til at spænde, men man har brug for hvile mellem sammentrækningerne. Når man spænder bliver smerterne tilmed større.

Er man træt, er man ligeledes mere modtagelig overfor smerter. Under fødslen skal moderen trække vejret bla med mellemgulvet. Hun undervises derfor i det såkaldte lav-costale åndedræt samt andre former for åndedræt.
Endelig har man det også hyggeligt på kurserne. Man træffer andre vordende mødre, kan udveksle erfaringer med dem, få tips både om smart tøj til en selv og om hvad der skal bruges til barnet, bytte strikkemønstre (hvis man gør dette) Men man må ikke tro, at fødslen bliver helt smertefri, fordi man har gået til fødselsforberedelse.

Post Author: admin