Gravid uge 14

Kvinden
Livmoderen kan nu helt sikkert fornemmes et par fingre over kønsbenet. Den er på størrelse med en appelsin og kan mærkes af de fleste. Hvis du stadig synes, det er svært at mærke den, så prøv at vente, til du skal tisse. Læg dig ned, og prøv igen. Blæren skubber livmoderen lidt opad, hvilket gør det nemmere. Langt de fleste oplever, at overskuddet og energien er kommet igen. Kvalmen begynder at lette, og mange føler sig mindre trætte.

Hvis kvalmen og trætheden har været udtalt, er det en stor lettelse at begynde at spise normalt igen og være fri for at sove så meget. Det kan føles, som om “livet vender tilbage” —eller at du bare er ved at blive dig selv igen. Vær ikke bekymret, hvis du har spist usundt for at holde kval-men ud. Barnet har fået sit. Nu skal du til at tænke på dig selv og bygge energi og overskud op, både fysisk og psykisk.

Barnets størrelse
I slutningen af denne uge måler barnet ca. 8 centimeter fra hoved til hale, og det vejer ca. loo gram. Barnets hoved måler ca. 2,8 centimeter diameter.

Føles maven stor?
Hvis du har født før, kan du opleve, at maven allerede virker meget større end første gang. Det skyldes i meget sjældne tilfælde, at du venter tvillinger. Det er langt mere sandsynligt, at det skyldes, at dine mavemuskler har været udvidet før og er mindre stramme. Det gør, at graviditeten hurtigere ses denne gang.

Barnet
Selv om barnet begynder at røre sig mere, er bevægelserne så svage, at kvinden ikke mærker dem endnu. Dog er der allerede nu dannet så meget fostervand, at barnet kan vende og dreje sig rundt som en astronaut i vægtløs tilstand. Nyrer, urinveje og urinblære er nu udviklet, og barnet kan både drikke og tisse. Det er ikke rigtig urin, der kommer ud. Populært sagt er det fostervand, der cirkulerer gennem barnet. Så længe barnet ligger i livmoderen, er det sterilt, dvs. der er hverken bakterier i eller omkring det. Den væske, barnet drikker og tisser, er også steril. Væsken har hverken den lugt, farve eller det indhold af affalds-stoffer, som urinen vil få, når barnet er født.