Gravid uge 37

Graviditeten uge for uge
Gravid 37. UGE 36+0 — 36+6

Kvinden
Plukkeveerne kan “bide” mere nu — uden at de bliver til rigtige veer. De kan føles som menstruationsagtige smerter, eller måske bliver livmoderen bare hårdere end før. Plukkeveerne rusker i livmoderhalsen og -munden og opbløder de faste muskler. Livmoder-halsen kortes måske lidt af, og livmodermunden begynder at åbne sig lidt.

Plukkeveerne kommer både dag og nat. Måske står du op efter en urolig og lang nat og opdager, at du bløder lidt. Det er en såkaldt tegnblødning. Og som ordet siger, er den tegn på noget, nemlig at der sker en modning. Fødslen er ikke nødvendigvis i gang endnu.

Måske får plukkeveerne slimproppen til at løsne sig. Det er en stor mængde sejt slim, der sidder som en prop i livmoderhalsen og lukker af op til barnet. Når der bliver rusket i livmodermunden, kan slim-proppen komme ud. Oftest sker det samtidig med en smule tegnblødning.

Når slimproppen går, er det ikke nødvendigvis, fordi fødslen er i gang. Men den kan være det, og det eneste, du kan gøre, er at vente og lade tiden vise, hvad vej det går.

Som sagt oplever mange kvinder, at trykket op under ribbenene forsvinder, så de nemmere kan trække vejret, når barnet glider ned i bækkenet og sætter sig fast. Men da barnet fortsat vokser, vil det, som tiden går, igen begynde at trykke og fylde under ribbenene.

Sparkene kan være kraftige, og du kan reagere med et spjæt. Bevægelserne bliver ofte anderledes. De er ikke længere hurtige og lette, men snarere rullende, glidende og mere hårde. Barnet kan godt vende sig fra side til side, men laver sjældent kolbøtter.

Barnet
Fedtlaget under huden vokser hurtigt nu. Huden bliver fyldt ud, og det rynkede udseende er helt væk. Der vil stadig være meget fosterfedt på barnet, hvis det fødes i denne uge.

Moderkagen vokser fortsat. Sædvanligvis er den rund med navlesnoren placeret i midten. Men navlesnoren kan også sidde i kanten af moderkagen eller sågar ude i hinderne, hvor der så går kar fra moderkagen over hinderne til navlesnoren.

Moderkagen kan have form som et 8-tal, hvor navlesnoren sidder fast midten. Der kan også være en lille ekstra moderkage ved siden af den store. Det kaldes en biplacenta. Der vil være blodårer mellem de to moderkager som tegn på, at de begge har fungeret. Huden er helt glat og fyldt ud af fedt. Kinderne er blevet runde og armene tykkere.

Barnets størrelse
I løbet af denne uge vil barnet vokse til ca. 47 centimeter og vil veje knap 2950 gram. Barnets hoved vil måle ca. 9 centimeter i diameter.