Hos Jordemoder og Læge

Det første graviditetsbesøg hos din læge ligger oftest inden for de første par uger efter, at graviditeten er konstateret. Måske var det hos lægen, at graviditeten blev påvist. I så fald vil din læge aftale en ny tid med dig i løbet af et par uger, og det bliver så det første egentlige graviditetsbesøg.

Dit helbred undersøges og gennemgåes
Ved det første graviditetsbesøg spørger lægen til, hvordan graviditeten er forløbet, og taler med dig om tidligere og evt. nuværende sygdomme. Hvis du fejler noget specielt, feks sukkersyge, gennemgår lægen, hvilken indvirkning det kan have på graviditeten, og tilbyder muligvis ekstra undersøgelser. Lægen gennemgår overordnet, hvilke tilbud og muligheder du har med hensyn til valg af fødested, undersøgelser og konsultationer fremover.

Andre forhold
Dit forhold til faren, sociale forhold og arbejdsmiljø tages også op. På baggrund af alle oplysningerne bliver den svangerskabs og vandrejournal udfyldt, som er det papirmæssige grundlag, I taler ud fra, når lægen og jordemoderen skal se dig i resten af graviditeten.

Undersøgelse
Lægen vil måske undersøge dig både indvendigt og udvendigt. Det kan være svært at mærke noget udvendigt så tidligt i graviditeten, men ved en indvendig undersøgelse kan lægen mærke, om livmoderen er forstørret og føles “gravid”. Herefter giver lægen dig en kopi af vandrejournalen, beholder selv en kopi og sender resten af sted til det aftalte fødested.

Hos jordemoderen første gang
Når dit fødested har modtaget papirerne fra din læge, vil du i løbet af et par uger modtage et brev om, hvornår du skal til første undersøgelse hos jordemoderen. Kun hvis der er specielt brug for det, vil du blive undersøgt af en læge på fødestedet. Det kan feks. være, hvis du har en sygdom, der ikke har noget med din gravidtet at gøre. Med udgangspunkt i de papirer, din læge har sendt ind, udfylder jordemoderen en journal, der forbliver på fødestedet, og som kommer til at følge dig i resten af graviditeten.

Læs din e-journal
Hvis din journal er oprettet elektronisk, også kaldet e-journal, kan du læse den på sundhed.dk. Log på med din digitale signatur eller din NEM ID.

Et blik på helheden
Jordemoderen spørger måske grundigere ind til nogle af oplysningerne for at danne sig et indtryk af, hvad du har brug for fremover, og hvordan hun bedst kan støtte dig. Hvis du feks ryger, vil du få tilbudt hjælp til at sætte forbruget ned eller helt stoppe. Måske har du det bare strålende og har en million spørgsmål om alt det nye, der sker med dig. Eller måske går du med tanker om, at det er svært at få endnu en graviditet til at hænge samme med et familieliv og et fuldtidsjob. Du kan tale med din jordemoder om alt det, der rører sig i dig. Betragt mødet med hende som et frirum, hvor alle tanker og spørgsmål er tilladt.

Udvendig undersøgelse
Ofte ligger det første besøg hos jordemoderen i 13.-15 uge. På det tidspunkt vil livmoderen kunne fornemmes over dit kønsben ved en udvendig undersøgelse. Måske tilbyder jordermoderen også at forsøge at finde barnets hjertelyd med en såkaldt doptone, som er et apparat, der med ultralyd kan fange impulser fra barnets hjerte og omsætte det til lyd. Senere i graviditeten lytter jordemoderen til barnets hjertelyd med et træstetoskop.

Hvis man ikke kan finde hjertelyden
Selv om toppen af livmoderen kan fornemmes omkring 12. uge, kan barnet stadig ligge gemt bag kønsbenet. I så fald kan det være svært at fange hjertelyden, og det er helt normalt. Mange gravide har netop været eller skal til nakkefoldsscanning, hvor hjertet ses. Overvej derfor, om du overhovedet har lyst til, at jordemoderen skal forsøge at finde hjertelyden, eller om du vil vente til næste besøg.

De følgende undersøgelser
Efter det første graviditetsbesøg hos lægen tilbydes du i løbet af graviditeten yderligere 2 undersøgelser der, og i alt 4-7 undersøgelser hos jordemoderen. Jordemoderen og lægen er således de gennemgående personer, der følger dig i resten af din graviditet. Det vil langt de fleste steder være den samme jordemoder, du møder hver gang. Det overordnede formål med undersøgelserne er at følge, hvordan du trives fysisk og psykisk. Men også at se, hvordan barnet vokser og trives. Ved at komme jævnligt til undersøgelse er der stor mulighed for, at lægen eller jordemoderen opfanger signaler, feks et højt blodtryk, i god tid, og dermed kan hjælpe dig med at forebygge, at tilstanden udvikler sig.

Besøgene bliver oftere
Jo længere hen i graviditeten du kommer, jo oftere tilbydes du undersøgelse. Før 32. uge vil det være ca, hver fjerde uge og efter 32. uge ca. hver anden uge. Det er dog lidt forskelligt fra fødested til fødested. Der tages også hensyn til, om du skal føde første gang, eller om du har født før. Måske har du det svært med at være gravid og vil gerne tale om det med din jordemoder. Måske har faren det svært med sin nye rolle. I vil altid kunne bede om en ekstra jordemoder-undersøgelse, hvis I har brug for det.

Konsultation hos jordemoderen
På en del fødesteder ligger selve jordemoderkonsultationen på sygehuset. Andre fødesteder tilbyder ud over dette også jordemoderkonsultation forskellige steder i oplandet. Man kan vælge at gå til jordemoder, hvor man vil.

Skift af læge eller jordemoder
En af forudsætningerne for en god graviditet og fødsel er, at du føler, at tillidsforholdet til de fagpersoner, du møder, er der fra begyndelsen. Hvis du ikke føler dig tryg, kan det være svært at fortælle om tanker og følelser, og du kan komme i tvivl om, hvorvidt du stoler på det, jordemoderen eller lægen siger. Hvis du føler dig utryg, så overvej med dig selv, hvad det hænger sammen med. Er det fx en tidligere oplevelse? måske på et andet sygehus, du bærer med dig? Måske kan en samtale med jordemoderen eller lægen genskabe tilliden. Hvis du stadig ikke føler tillid til din jordemoder, vil du altid kunne ringe til førstestedets sekretær og bede om at komme til en anden jordemoder næste gang. Du behøver ikke at sige det til jordemoderen selv. Hvis du vil skifte til en anden læge, kan du læse om det på www.borger.dk

Individuel eller gruppekonsultation
Den første undersøgelse hos jordemoderen varer som regel 30-40 minutter, og kvinden kan komme alene eller med sin mand. Herefter kan man de fleste steder vælge mellem at gå til jordemoder individuelt eller i gruppekonsultation. I skal vælge det I synes bedst om. Hvis man vælger de individuelle undersøgelser, fortsætter kvinden med at komme alene eller sammen med sin mand. Hver undersøgelse varer ca 20 minutter. Derudover kan I blive tilbudt at gå til fødsels- og forældreforberedelse sammen med kvinder eller andre par. Hvis I vælger gruppekonsultationen, følges I gennem resten af graviditeten med fem til syv andre kvinder eller par. Det er de samme par eller kvinder hver gang.

Gruppekonsultation
En gruppekonsultation varer ca. to timer pr. gang, fordi der er indbygget fødsels- og forældreforberedelse heri. Ofte opbygger du og de andre kvinder eller par en fortrolighed med hinanden og kommer til at kende hinandens tanker og forventninger. Nogle uger efter fødslen er der som regel planlagt et “babytræf”, hvor I mødes igen. Her snakkes der fødsler og børn og… ofte er snakken ikke til at stoppe igen! I har fulgt hinanden gennem en lang udvikling og får ofte en speciel fællesskabsfølelse.

Åben konsultation
Enkelte steder kan du en gang om ugen møde op til en form for åbent hus på dit fødested. Her kan du komme uden foregående aftale og tale med en jordemoder. Det kan være små eller store ting, du går og bekymrer dig om, eller måske synes du bare, at der er for lang tid til næste jordemoderbesøg og har brug for, at jordemoderen fx vurderer, hvordan barnet ligger.

Fødsels- eller forældreforberedelse
Hvis I vælger den individuelle jordemoderkonsultation, kan I blive tilbudt at gå til fødsels- og forældreforberedelse også. Det er meget forskelligt fra fødested til fødested, om de overhovedet har, og, hvis de har, hvordan fødsels- og forældreforberedelsen er tilrettelagt, og hvornår i graviditeten den tilbydes. Som regel er det en jordemoder, der underviser, men der kan også være fx en sundhedsplejerske med. Hvis der ikke er fødselsforberedelse på dit fødested, vil det ofte være muligt at finde et hold på fx aftenskole. Dette skal du dog selv betale for. Spørg din jordemoder til råds omkring dine muligheder.

Det taler i om
Emnerne, der tages op, kan være meget forskellige og vil i høj grad tage udgangspunkt i jeres behov og ønsker. Spørgsmål fra jer vil altid være meget velkomne. Blandt de mange emner kan bl.a. nævnes: Hvordan forestiller I jer, livet bliver med et lille barn? Hvilke tanker gør I jer om amning, og hvilke familie traditioner bærer i med? I kan også tale om, hvordan det er at være gravid, og få gode råd af jordemoderen og af hinanden om fx plukkeveer eller smerter i ryg eller bækken. Derudover vil selve fødslen ofte blive gennemgået: Hvornår skal man komme ind på sygehuset? Hvordan kan manden bedst hjælpe, og hvilken smertelindring kan man få? Og meget mere.

Sådan beregnes terminen
Det er altid spændende at beregne terminen, dvs. datoen for, hvornår fødslen kan forventes, og forestille sig årstiden osv. En fødsel anses for normal, når kvinden føder 3 uger før eller 2 uger efter terminen. Så for jeres egen skyld, for ikke at blive for utålmodige, så se på det som en periode, hvor fødslen kan finde sted. Når det er sagt, er der alligevel lidt magi omkring det at få en dato!

Dato for sidste menstruation
Som udgangspunkt for beregningen bruger man datoen for sidste menstruations første dag. en dato, de fleste kvinder husker. Ægløsningen finder sædvanligvis sted midt mellem to menstruationer, men kan finde sted både tidligere og senere i cyklus og kan som regel ikke mærkes.

Naegels regel
Der findes en gammel regel, Naegels regel, som man fortsat anvender til beregningen. Reglen forudsætter en regelmæssig menstruationscyklus på 28 dage – regnet som tiden, der går mellem startdatoen på to blødningsperioder. Reglen siger at hvis man lægger 9 måneder og 7 dage til første dag i sidste menstruation, har man terminsdagen: Hvis fx sidste menstruations første dag er 8 oktober, så læg 7 dage og 9 måneder til. Dvs at terminen er 15 Juli året efter.

En graviditet varer 40 uger, eller 280 dage. Hvis kvindens cyklus er kortere end 28 dage, trækker man det antal dage fra terminen, som den er kortere. Og tilsvarende, hvis kvindens cyklus er længere end 28 dage, lægger man det antal dage til terminen. Dette skyldes, at ægløsningen sker henholdsvis tidligere og senere i cyklussen. Udregningen forudsætter, at kvinden ved, præcis hvor lang hendes menstruationscyklus er, og husker datoen på sidste menstruations første dag.

Når termins beregningen er svær
Flere forhold kan gøre det svært at udregne terminen: Kvinden kan have uregelmæssige menstruationer, eller hun har måske brugt p-piller indtil kort tid før graviditeten. Efter at have brugt p-piller kan det tage tid for kroppen at finde sin egen cyklus igen, og menstruationerne kan være uregelmæssige. Eller kvinden har haft en mindre blødning efter sidste menstruation, som har “snydt” hende til at tro, at hun ikke var gravid.

Usikker termin
Hvis terminen er meget usikker, vurdere man både ved den indvendige og den udvendige undersøgelse, hvor stor livmoderen er. Kvinden spørges om, hvornår hun følte sig gravid, og hvornår graviditetstesten var positiv. Derudover kan hun tilbydes en ultralydsscanning, hvor barnet måles, så man kan regne ud, hvor “gammelt” barnet er. Ultralydsscanningen kan laves hos en gynækolog eller på sygehuset, senest ved nakkefoldsscanningen.

Det er spændende at vide, hvornår barnet forventes at melde sin ankomst. Men det er også vigtigt for jordemoderen med en nøjagtig termin, fordi den gør det muligt at vurdere, om barnet vokser, som det skal. I de situationer, hvor fødslen går i gang før tiden, er det vigtigt at kende graviditetens varighed, da det har betydning for behandlingen af barnet. Omvendt er der en del kvinder, der går over tiden. Også her er det vigtigt at vide, hvor mange dage eller uger det drejer sig om.

Ret til undersøgelse
Kvinden har ret til 5 undersøgelser hos sin egen læge, heraf 3 i graviditeten og 2 efter fødslen. Kvinden har derudover ret til et antal undersøgelser hos en jordemoder. Undersøgelserne er gratis (jf. lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp paragraf 1)